Praktiske oplysninger

For at skabe et godt miljø og et godt samarbejde, er det vigtigt, at der bliver sat fokus på, hvordan vi hjælper hinanden i hverdagen. Forældre og personale har et fælles ansvar for, at dagligdagen fungerer i forbindelse med information og praktiske gøremål.

Børn på legeplads

Afbud
Hvis et barn udebliver, eller kommer senere end sædvanlig, skal der gives besked til Børnehuset. I kan melde barn fra på DayCare, eller sende en sms besked til barnets gruppe.

Aflevering / afhentning
Når jeres barn møder ind i børnehaven, er det vigtigt, at I som forældre siger godmorgen til en voksen fra enten barnets gruppe eller en anden voksen medarbejder, samt melder barnet til på DayCare skærmen.
Vigtigt er det også, at I ved afhentning siger farvel til en voksen, samt registrerer på DayCare, at nu er barnet hentet. Det er meget vigtigt, for at vi kan yde en god kvalitet og sikre, at alle børn er her. Det er også vigtigt i en nødsituation, som f.eks. ved brand, at vi har det nøjagtige overblik over, hvilke børn der er i huset.
Hvis et barn er taget hjem og ikke er tjekket ud på DayCare, bruger vi utrolig lang tid på at lede efter barnet, og vi bliver urolige og bekymrede. Vi vil her ringe til jer.
Bliver jeres barn hentet af andre end jer forældre, f.eks. bedsteforældre eller skal med en legekammerat hjem, er det vigtigt, at I giver besked til en voksen samt skriver det på DayCare.

Om morgenen fra kl. 6.15-7.30 afleveres alle børn i Miniernes fællesrum, og her serveres der morgenmad til kl. 7.30.

Vi vil meget gerne hjælpe jeres barn med at sige farvel og vinke til jer om morgenen. Vi vil gerne hjælpe jeres barn til at få en tryg og god start på dagen, og vi vil derfor følge barnets vinkeritualer. Det betyder, at hvis jeres barn gerne vil vinke farvel fra sin gruppe inden 8.30, må I som forældre prioritere, at have lidt tid til at vente på, at en voksen kan forlade fællesrummet og følge med jeres barn, da vi ønsker der altid er en voksen tilstede i fællesrummet om morgenen. Møder I før kl. 7 kan I opleve, at den ene voksen der er mødt lige vinker farvel med et andet barn, og beder jer acceptere at vente et par minutter.

Det store vindue ud mod parkeringspladsen i Storbørns-gruppen, er det populært vinkested for de store børn, der gerne selv vil vinke til mor eller far. Inden de store børn vinker farvel, skal de sammen med forælder sige godmorgen til en medarbejder i Miniernes fællesrum.

Børn fra Storbørns-gruppen skal være ved Minierne indtil kl. 7.30.

Kl. 7.30 åbner Storbørns-gruppen.
Kl. 8.30 er Svanen, Lærken og Stæren gjort klar og er åben.

Dagsrytme:

06.15-07.30

Mulighed for morgenmad

07.30-09.00

Leg og aktiviteter

09.00-09.30

Pædagogisk samling og formiddagsmad

09.30-11.30

Aktiviteter, leg og ture

11.30-12.00

Frokost

12.00-14.00

Børn der har brug for at sove puttes, og resten af børnene er på legepladsen

14.00-14.30

Eftermiddagsmad

14.30-16.00

Aktiviteter og leg, ude og inde

16.00-16.30

Alle børnene samles i Miniernes fællesrum (Fredag samles børnene fra kl. 15.45-16.15)

Forsikring
Vær opmærksom på at Silkeborg Kommune ikke har en ulykkesforsikring for jeres barn, mens det er i børnehaven, så sørg selv for at tegne en forsikring.

Fødselsdag
Vi vil meget gerne være med til at fejre børnenes fødselsdag.
Fødselsdagen kan enten fejres i børnehaven i barnets gruppe, eller børn og voksne fra gruppen kan komme hjem til fødselsdag om formiddagen. Da vi holder gruppemøder om mandagen, tager vi ikke hjem til fødselsdag denne dag.
Holdes fødselsdagen i gruppen, må der gerne medbringes lidt godt at spise. Det kan f.eks. være boller, kage, frugt, is. Forældre er velkommen til at deltage i fødselsdagen.
Holdes fødselsdagen derhjemme, vil vi gøre alt for at vi kan komme, da vi ved, det er en vigtig dag for jeres barn. I vil derfor nogle gange opleve, at vi spørger jer, om I kan hjælpe os med gåturen, hvis vi ikke selv er personale nok til tur ud af huset den pågældende dag.
Når vi er på besøg hjemme, vil vi gerne bede om sundt mad og kun lidt sødt. Børnene skal kunne spise slikket hjemme hos jer, og ikke have slik med tilbage til børnehaven. Så server slik i en lille mængde.
Det er også ok, hvis der ikke serveres frokost, men så giv os lige besked, så vi selv kan medbringe noget mad eller gå hjem i børnehaven og spise frokost.
Ved hjemmefødselsdage inviteres hele gruppen. Ønsker I at invitere enkelte børn, skal både invitationer og afhentning foregå udenfor børnehavens regi.
Når vi holder fødselsdag, enten i børnehaven eller hjemme ved fødselsdagsbarnet, har vi sammen med børnene i gruppen lavet en fælles lille gave, hvilket betyder at det enkelte barn ikke har gave med. 

Ind- og udmeldelse
Ind- og udmeldelse samt ændring af modul, skal gøres ved at bruge den digitale pladsanvisning.
Udmeldelse og modulændring til færre timer kan ske med en måneds varsel pr. den 1. eller 16. i måneden

Kostordning
Der er etableret madordning i børnehaven. Dvs. at børnene får al kost her fra morgen til aften.
I Børnehuset er der fuld kostordning. Kosten er alsidig og består af 90 % økologiske råvare. Børnene støttes i at blive madmodige.

Læs vores kostpolitik her

Legetøj
Børnene må gerne, på eget ansvar, tage legetøj med. Undgå at give børnene larmende legetøj med.

Opslag
Gør det til en god vane, hver dag, at kigge på gruppernes opslagstavler. Her får du besked om hvad der er sket i dag, eller hvad der skal ske dagen efter.
På DayCare vil der løbende være beskeder og nyhedsbreve.

Påklædning
I løbet af dagen vil børnene indgå i mange aktiviteter og praktiske gøremål.
Børnehaven er børnenes “arbejdsplads”, derfor må påklædningen være fornuftig og praktisk, så børnene kan røre sig, og lege frit. Giv børnene tøj på der kan tåle at blive snavset. Endvidere skal barnet være klædt på efter vejret. Der skal være skiftetøj i barnets garderobe.

Slik
Slik må ikke medbringes.

Sygdom
Syge og smittebærende børn modtages ikke i institutionen.
Medicin: Vi giver ikke børnene medicin. Dog undtagelsesvis, hvis det er i forbindelse med en kronisk sygdom og hertil lægeordineret medicin.

Ændring af oplysninger
Ændring af adresse, arbejdsplads, telefonnr., modul m.m. bedes straks indberettes på den digitale pladsanvisning.